Nyhedsbrev marts 2026

Så er der nyt fra foreningen Folkehuset 2720.

Forpagtningen på vej til afklaring

Vi har tæt kontakt til Københavns Kommune og er nu blevet orienteret om, at der nu er forpagtere, som har budt ind på forpagtningen af Kulturstationens café. Det er en god nyhed for Folkehuset 2720. Vi afventer derfor nu nærmere besked fra kommunen. Det regner vi med at få efter folketingsvalget, som forvaltningen har ansvar for og lige nu bruger sin tid på.

Vi har i forløbet haft et meget positivt møde med kommunen og der fremlagt vores ønsker og ideer til etablering af et nyt folkehus. Foreningen ønsker i et samarbejde med den kommende forpagter at tage initiativ til at stå for arrangementer og aktiviteter i et kommende folkehus, hvor forpagteren har ansvar for og driver caféen. Vi har overfor kommunen lagt vægt på, at særligt fællesspisning bør være et vigtigt element i caféens tilbud. 

Generalforsamling i Foreningen Folkehuset 2720

Folkehuset er en folkeoplysende forening. Det betyder, at vi har adgang til at bruge kommunale lokaler og kan søge om økonomisk tilskud i kommunen til nogle af de aktiviteter, vi gerne vil have i gang i. Vi er også en demokratisk forening, hvor medlemmer følger og deltager i arbejdet. Det sker bl.a. på den ordinære generalforsamling, hvor der er rum for både at få opdatering og deltage i drøftelser om det videre arbejde i Folkehuset 2720.

Generalforsamlingen er onsdag den 22. april kl. 19.00. Sæt X i kalenderen!  

Materiale og oplysning om, hvor generalforsamlingen finder sted bliver sendt ud 3 uger før.
Vi håber I har tid og lyst til at deltage.

Kontingentopkrævningen venter

Bestyrelsen har besluttet at udskyde første kontingentopkrævning til 1. maj 2026. Vi synes opkrævning først skal i gang, når de konkrete aktiviteter starter op. Og så kan generalforsamlingen være startskuddet til opkrævning af kontingent.

Alt forberedelsesarbejdet fortsætter derfor, men opkrævning af kontingentet afventer lidt endnu.

Medlemstallet

Vi er nu over 250 medlemmer. Det giver os styrke, når vi mødes med de aktører, der kan være med til at få et nyt Folkehus op at stå. Men vil kunne altså godt være flere 

Familie og venner kan også være med! Det er nemt at blive medlem. 

Klik ind på https://f2720.dk/index.php/indmeldelse/

Frivillige

Når foreningens aktiviteter går i gang, er der brug for en indsats fra frivillige. Frivillige vil modtage en særlig information fra foreningen. Hvis du har lyst til at blive frivillig, kan du klikke ind her og markere, at du gerne vil give en hånd med https://f2720.dk/index.php/indmeldelse/

Mens vi venter
Mens vi venter på at komme i gang med folkehuset, sker der meget i Vanløse, som måske kunne interessere jer. Måske har I informationen allerede. Men kig her:  

Vanløse Grønne Nabofællesskaber og Vanløse Klimagruppe arrangerer to flotte arrangementer her i foråret. Invitationerne er vedhæftet.

Desuden er der jo hver onsdag klokken 9.00 morgensang med Sara Futtrup på Kulturstationen. Man kan bare dukke op og synge med på sange, som er valgt af dagens vært. Man går altid glad derfra.
Mange hilsner fra bestyrelsen

Inger Bergmann, Erik Schmidt, Peter Amundsen, Peter Helt Haahr, Jan Lindboe, Ingrid Skovgaard Andersen, Henrik Frydenlund Rosthøj, Annemette Nyfos og Jens Dam

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *